Informationsmøde om Sportsklasser

2. december 2021

Holstebro Elitesport afholder sammen med Nørre Boulevard Skolen informationsmøde om sportsklasserne torsdag den 27. januar 2022 kl. 17.00 - 18.30 på Nørre Boulevard Skolen

Sportsklasserne på Nørre Boulevard Skolen er et tilbud til unge, som er vilde med sport, elsker at træne og som har lysten, viljen og engagementet til at udvikle sig inden for deres idræt. Som sportsklasseelev er der optimale muligheder og rammer for at udleve passionen for sport. Sportsklasserne er en af hjørnestenene i Holstebro Elitesports talentudviklingsstrategi. Siden de første klasser startede op i skoleåret 2008/09 har mere end 700 sportsglade unge i alderen fra 12 – 15 år været elever i sportsklassen. Nogle af dem er i dag at finde i håndboldligaen eller i den nationale elite inden for roning, svømning, fodbold, bueskydning, cykling eller karate.

Svømmeren Helena Rosendahl Bach, som i sommers repræsenterede Danmark ved OL, er tidligere sportsklasseelev. For Helena som elsker at træne var det fedt at gå i klasse med andre, som også var vilde med sport og som ønskede at afprøve, hvor langt de kunne nå: 

- Det var skønt at gå i klasse med nogen, som ville det samme som mig. Det at morgentræningen var en del af mit skoleskema, gjorde at min dag blev knapt så presset. Derudover har det også været af afsæt for mig til at arbejde med andre ting end det fysiske, eksempelvis det mentale. At være sportsklasseelev gav mig endnu mere lyst til at udleve min passion for svømning, og det har helt sikkert haft stor betydning i forhold til der, hvor jeg er i dag både sportsligt og personligt, kommer det fra Helena, som fortsat har mod på livet som svømmer og sigter mod endnu et OL i 2024 i Paris.

Optagelsesprocessen frem mod skoleåret 2022-2023 er i gang

Helena Rosendahl Bach forfulgte sin sportslige drøm. Vil du gå i Helenas fodspor og ”i lære som idrætstalent”, så er det en god ide at deltage i vores informationsmøde torsdag den 27. januar 2022 fra kl. 17.00 - 18.30 på Nørre Boulevard Skolen. Alle interesserede er velkomne. 

Lige nu er der 4 sportsklasser og i alt 88 sportselever på Nørre Boulevard Skolen. De yngste går i 7. klasse og de ældste afslutter 9. klasse til sommer. Eleverne kommer fra 12 forskellige idrætter.

For elite- og talentkonsulent Claus Kjærgaard fra Holstebro Elitesport bliver det spændende at tage hul på en ny optagelsesrunde:

- Det er altid spændende, når vi starter optagelsesprocessen. Vi håber, at mange unge kan se sig selv i et set-up, hvor sporten er omdrejningspunktet. Sportsklasserne handler dog også om meget andet end sport. Vi arbejder med ”det hele menneske”, så derfor har vi ud over sporten også fokus på, at sportseleverne får skolefaglige, mentale og sociale færdigheder med i bagagen. På den måde sikrer vi, at deres identitet ikke kun er bundet op på deres sport, kommer det fra Claus Kjærgaard.

Nærmere oplysninger omkring informationsmødet vil fremgå af www.holstebroelitesport.dk og Holstebro Elitesports facebookside.

Optagelsesprocedure for skoleåret 2022-23

Sådan bliver du optaget

Hvis du ønsker at blive tilknyttet Holstebro Elitesport i det kommende skoleår, skal du opfylde følgende kriterier:

  • Ansøgerne skal have et idrætspotentiale, der gør, at de er, eller kan blive nogle af de bedste inden for deres idrætsgren og aldersgruppe.
  • Ansøgerne skal være sportsligt godkendt af deres nuværende klub.

Optagelsesproces

  • Informationsmøde tirsdag den 11. januar 2022 kl. 17.00 – 18.30.
  • 12. januar til 3. februar 2022 – interesserede ansøgere kontakter nuværende klasselærer og klubtræner for at drøfte paratheden dels for skoleskifte og dels for øget træningsmængde
  • Deadline for ansøgninger fredag den 4. februar 2022

Efter deadline tager Holstebro Elitesport kontakt til din klubtræner og din nuværende klasselærer med henblik på at få en bedømmelse af ansøgerne sportsligt såvel som personligt. Der lægges specielt vægt på arbejdsindsats, modenhed, sociale kompetencer og viljestyrke.

Holstebro Elitesport vil alt efter ansøgerfeltet vurdere om der er behov for at se enkelte ansøgere i nogle uformelle træningssituationer.

  • Deadline for tilbagemelding til ansøgere:  1. april 2022.

Ansøgningsskema og information omkring Sportsklasserne: 

www.holstebroelitesport.dk/sportsklasser

  • Holstebro Eliesport, udøvere fra håndbold og roning
  • Elite- og talentkonsulent Gitte Sejer Skoubo, mobil: 20130693, mail: gitte.sejer.skoubo@holstebro.dk
  • Holstebro Elitesport, udøvere fra øvrige idrætsgrene: 
  • Elite- og talentkonsulent Claus Kjærgaard, mobil: 29901193, mail: claus.kjaergaard@holstebro.dk
  • Nørre Boulevard Skolen: 
  • Sportskoordinator Tore Sandbøl, mobil: 27572099, mail: tgsandbol@gmail.com

Tilbage