Flirten der blev til en kærlighedshistorie

Marts 2022

- Jeg drømte om en stor karriere indenfor karatesporten. Nu drømmer jeg om at komme til OL i 2028 som roer. 
 

#madeinholstebro
#holstebroroklub

For to år siden var Joakim Viberg Larsen en del af det danske karatelandshold. I sidste uge fik han besked på, at han er udtaget til det danske bruttolandshold i roning under Danmarks Rocenter i Bagsværd.

Vejen til Danmarks Rocenter i Bagsværd

Joakims vej mod elitesporten startede tilbage i 2008, hvor den dengang 11-årige Lemvigknægt havde set Ninja turtles i fjernsynet og derfor fik lyst til at gå til karate. Efter nogle år i Lemvig karateklub og et møde med karatetræner Kim Brix var ilden tændt i den unge Lemvigdreng, og i 2012 startede han i Budo Sportskarate i Holstebro. Det var selvsamme Kim Brix, som startede klubben op og såede det frø, som blev spiren til det talentmiljø, som Joakim blev en del af, og hvor fokus var rettet mod at udvikle elitekæmpere. Samtidig blev Joakim en del af Holstebro Elitesports set-up med blandt andet morgentræning på skoleskemaet, sportscoach og andre elitetilbud. Skiftet til Budo Sportskarate og miljøet i Holstebro blev en milepæl for Joakim, som fik endnu mere smag for at nørde med sin sport og nå de mål, som han satte sig for.

God blev han – og i årene fra 2012 - 2019, hvor karaten var på sit højeste, trænede Joakim omkring 14 timer om ugen. Træningen gav så gode resultater, at Joakim blev en del af den internationale karateverden, og deltog i konkurrencer verden over. I medaljeskabet hænger masser af medaljer og pokaler fra stævner i udlandet og fra danske mesterskaber. De gode resultater gjorde også, at Joakim nu ikke længere kun drømte om OL, men målrettet arbejdede på at blive udtaget til legene i Tokyo i 2020.

Imidlertid måtte Joakim som mange andre eliteudøvere sande, at der sjældent er en lige vej mod målet og hans krop begyndte at sige fra. I 2016 gennemgik han to hofteoperationer, som gjorde, at han var ude af karatesporten i over et år. Operationerne skulle gøre ham i stand til at blive en endnu bedre karatekæmper. Genoptræningen efter operationerne gik godt, og Joakim kom tilbage i landsholdstruppen.

- Jeg var enormt glad for at være kommet mig efter de to hofteoperationer og stolt af atter at være tilbage på mit tidligere niveau. Mine anstrengelser blev belønnet med en VM-udtagelse i 2018. Imidlertid blev jeg igen ramt af en skade, idet jeg fik en overrivning af en mavemuskel, som igen satte mig tilbage og knuste drømmen om legene i Tokyo, siger Joakim Viberg og fortsætter

- Min målsætning ændrede sig herefter. Jeg satsede på, at karate ville fortsætte på OL-programmet og, at jeg i samspil med Dansk karateforbund kunne få skabt rammerne for, at jeg kunne nå så højt et niveau, at OL i Paris ville være en mulighed.

Joakims tur i den sportslige og mentale rutschebane fortsatte dog, for i 2020 blev Joakim endnu engang ramt af skader, og karaten og OL-drømmene blev sat på standby.

- Endnu engang blev jeg sat tilbage pga. skader. Jeg var desuden i fuld gang med idrætsstudiet på Københavns Universitet og den viden, jeg fik gennem studiet omkring gode talentmiljøer, træning og kroppens formåen gjorde, at jeg begyndte at sætte spørgsmålstegn ved, om jeg skulle bruge så meget tid på karate, kommer det fra en ærlig Joakim.

Roning og kærlighed

2020 skulle vise sig at blive skelsættende på mange måder. Udover at være skadesramt, fylder tankerne om, hvorvidt karate fortsat skal have så høj en prioritet i hans liv.

Et møde med en helt særlig pige skulle vise sig at blive afgørende for Joakims skæbne. Joakim bliver nemlig kæreste med landsholdsroeren Frida Sanggaard, som introducerer ham for roning som en alternativ skadestræning, og Joakim tager udfordringen op og starter i Holstebro Roklub.

Meningen var egentlig, at roningen skulle fungere som skadestræning, men han bliver ret hurtigt fascineret af miljøet, det høje faglige niveau og den seriøsitet, han oplever hos trænerne og de andre roere.

- I roklubben oplever jeg et miljø, hvor vi arbejder med fælles mål. Vi videndeler med hinanden, og der er et stort netværk og mange gode folk i klubben, som står klar til at hjælpe dig. Det synes jeg var fantastisk at opleve, for det er ikke altid den samme oplevelse, jeg har haft i karate, siger Joakim, som dog understreger, at Budo Sportskarate Holstebro og hans tidligere karatetræner Kim Brix har haft afgørende betydning for, hvor han er i dag.

- Kim har været min træner og mentor siden, jeg var 14 år. Jeg har elsket at komme i klubben. Det er mere samspillet mellem klubberne og forbundet, jeg synes, der halter, understreger Joakim.

Fakta om Joakim Viberg Larsen

Alder: 25 år

Barndomsby: Lemvig

Bopæl: København

Kæreste: Landsholdsroeren Frida Sanggaard

Idræt: Eliteroer – en del af bruttolandsholdet under Danmarks Rocenter.

Hovederhverv: Studerer idræt på Københavns Universitet. Er i gang med sit bachelorspeciale. Planen er efterfølgende at gå i gang med en kandidat i humanfysiologi. Drømmer om en erhvervskarriere indenfor eliteidræt.


Bierhverv: Administrative opgaver hos Limfjord Pilot, motorisk træner hos Gribskov talent- og elitesport, karateinstruktør hos Bushi, Helsinge og fysisk træner for Bagsværd Roklubs U23-gruppe, træner på rolinjen for Gladsaxe Sports College. Er i gang med en diplomtræneruddannelse under DIF.

Kursen er atter sat mod OL

I Holstebro Roklub var der stor begejstring for klubbens nye roer. På trods af, at Joakim først startede med roning i en alder af 23, så var der helt klart et stort potentiale at udvikle på.

Holstebro Roklubs kaproningschef Freddy Quist siger om Joakim:

- En dag dukkede han bare op i klubben. 23 år gammel og med en fysisk skade, men han havde modet og viljen, så der var ingen tvivl om, at vi så muligheder i karatedrengen, kommer det fra Freddy Quist, som fortsætter:

- Joakims træningsiver og hans indstilling til at arbejde målrettet med både sine studier og roning er fantastisk. Han har det DNA, som skal til for at nå rigtig langt. Det er første gang, at en roer efter kun to års træning er inviteret ind i Danmarks Rocenter,  siger Freddy Quist, som er spændt på at se, hvor langt Joakim kan nå indenfor roning.

Hvor langt karatedrengen fra Lemvig kan nå, er der ingen, der kan spå om -  det vil tiden vise. Spørger man Joakim selv, så er svaret klart

- Jeg går helt klart efter at komme til OL. Paris er nok ikke realistisk, men OL i 2028 i Los Angeles er ikke uden for rækkevidde, kommer det fra den nye landsholdsroer i Holstebro Roklub Joakim Viberg Larsen.