Kaare Mortensen- Konfirmationsgave ændrede mit liv
Marts 2021
Taekwondo var omdrejningspunktet i familien Mortensens idrætsliv i Fredericia. Konfirmationsgave ændrede dette.
#madeinholstebro
#holstebroroklub
Det lå ikke lige i kortene, at Kaare Mortensen skulle blive ”Made In Holstebro”-talent. Den 20-årige roer fra Holstebro Roklub startede nemlig sin idrætskarriere et helt andet sted.
Kaare er født i Fredericia og som søn af en taekwondo-træner, var det da også primært her, Kaare slog sine folder. Så godt, at han i en alder af 13 år allerede havde opnået det sorte bælte. Ud over taekwondo gik fritiden også i mange med svømning. Kaares idrætsglade familie tæller ud over ham selv hans forældre samt to yngre søskende Karen og Marie.
På gavebordet til hans konfirmation, lå imidlertid en gave, som skulle blive skelsættende for Kaares liv. Det var nemlig et medlemskab af Fredericia Roklub.
- Det var ikke en gave, der stod på ønskesedlen, men min far var begyndt at gå til roning og havde tænkt, at det nok også kunne være en god ide for mig, siger Kaare, som nu her 6 år efter, er bidt af roning i en sådan grad, at det er omdrejningspunktet for hans hverdag.
Vejen til Holstebro
I 2016 tilbragte den dengang 16-årige Kaare og i øvrigt også hans 1 år yngre søster Karen det meste af sommerferien i Holstebro. Her trænede de sammen med de andre roere i Holstebro Roklub. Det gode træningsmiljø krøb imidlertid ind under huden på dem i en sådan grad, at de begge forlod den trygge base i Fredericia, og skiftede den ud med en ny i Holstebro. Karen startede på Idrætsefterskolen Lægårdens rolinje, mens Kaare flyttede sin uddannelse som elektriker til Holstebro.
- Jeg startede med at bo hos roklubbens daværende formand Hans Ulriksen, indtil jeg flyttede ind på Holstebro Sportsakademi. Her boede jeg indtil jeg afsluttede min elektrikeruddannelse sidste sommer, fortæller Kaare, som i dag er flyttet til København, og deler lejlighed med klubkammeraten Magnus Valbirk.
Når roning bliver en integreret del af ens hverdag
Med flytningen til Holstebro blev roning en integreret del af Kaares liv. Med en træningsmængde på 15-16 timer om ugen i samspil med en erhvervsuddannelse som elektriker, har der selv sagt ikke været plads til så forfærdelig meget andet. For Kaare er det dog et bevidst valg. Han har sat sig et mål, og de mange gode oplevelser med roningen, overstråler det hårde arbejde og de bump, han har mødt undervejs.
- Min fascination af roning er funderet i flere aspekter. Der er både den fysiske udvikling, som man selv kan se og mærke, men også de tekniske, hvor man på vandet kan nørde og gå efter det perfekte i samspil med de andre på båden. Fællesskabet og det, at man har fælles mål og, at vi alle synes det er hårdt, er en stor motivationsfaktor for mig, siger Kaare og tilføjer, at når du ror i en båd, vil man ikke svigte de andre, for vi ved, at vi er afhængige af hinanden.
– Det der punkt, når man ror og man rammer lige præcis der, hvor det hele spiller, det er det, der gør det hele værd, og man kan nærmest blive høj af det, fortæller Kaare med et smil.
10 skarpe til Kaare Mortensen
Livret: Spareribs
Cafe: Cacao
Farve: Blå
Bog: Thinking fast and slow – Daniel Kahneman
Bloggere: Følger ikke nogen bloggere
TV-serie: How I met your mother
Musik: klassikerne fra 80’erne og 90’erne
Fritidsinteresse: Mad
Kæreste: Ja – også roer
Forbillede: Den norske roer Kjetil Borch
Roning og uddannelse i København
Dagligdagen i Holstebro er i dag skiftet ud med studenterkursus og træning på Bagsværd Sø. Kaare blev i oktober 20 indlemmet i Danmarks Rocenter, hvilket betyder, at træningsmængden er øget og nu ligger på 20-25 timer. Da søndag altid er en fridag, er det ensbetydende med en gennemsnitlig træningsmængde på op til 5 timer hver dag.
Roning fylder selv sagt meget i ugeplanen, men Kaare drømmer også om en erhvervskarriere. Studenterkurset skal kvalificere ham til at søge ind på ingeniørstudiet. Når Danmark ikke lige er nedlukket pga. Covid-19 starter han derfor flere gange om ugen med morgentræning kl. 6. Herefter er der skole, og så sluttes dagen af med endnu et træningspas.
For mange ville den cocktail være en hård blanding, men ikke for Kaare.
. Nu da jeg ikke længere er elektrikerlærling, er jeg ikke så fysisk udfordret i løbet af dagen. Derfor har jeg mere overskud til roning og bedre restitutionsmuligheder end tidligere, siger Kaare, som samtidig understreger, at han bogligt er ganske godt med, og derfor nok heller ikke bruger så meget tid på lektier.
Vigtigt at arbejde med både små og store mål
Kaare er en af de atleter, som elsker at nørde med sit eget talent. Halvandet år med en rygskade har lært ham meget om ham selv, og derfor er han meget bevidst om, hvad der styrker og motiverer ham.
- For mig bliver det aldrig ensformigt. Der er hele tiden nye konstellationer og nye mennesker, jeg skal forholde mig til. Hvis jeg skal bevare motivationen, er det vigtigt for mig at arbejde med små delmål og få succesoplevelser undervejs, understreger Kaare, som selv er begyndt at læse mere omkring de mentale aspekter og bevidst arbejde med det.
Arbejdet med delmålene skal dog på sigt gerne føre til, at drømmen og det forkromede mål, kan realiseres og her er Kaare kort og kontant, da han siger:
- Mit ultimative mål er en OL-medalje.