OL-drømmen lever

14. januar 2021

For 19-årige Helena Rosendahl Bach har 2020 budt på begrænsede muligheder for at forfølge drømmen om at repræsentere Danmark til OL. Det har dog ikke stoppet den talentfulde svømmer, som kæmper for at bevare både motivation og OL-drømmen.

Svømmeren Helena Rosendahl Bach ved bassinkanten i Holstebro Badeland. Foto: Ole Mortensen Svømmeren Helena Rosendahl Bach ved bassinkanten i Holstebro Badeland. Foto: Ole Mortensen

2020 har i sandhed været et år, hvor vores hverdag er blevet revet væk under os. For de mange unge talenter, som er tilknyttet Holstebro Elitesport, har det betydet, at de har måttet finde alternative muligheder for at træne. Det manglende træningsfællesskab med andre udfordrer motivationen og viljestyrken bliver sat på prøve. Udover at navigere i en hverdag, hvor træningsmulighederne er begrænsede, skal der også navigeres i en hverdag, hvor virtuel undervisning og hjemsendelse fra skolen også er blevet den nye hverdag.

For svømmeren Helena Rosendahl Bach har 2020 været en rutschebanetur. Hun startede året rigtig godt, da hun ved Årets  Idrætsfest vandt Johan Hansens mindepris. 

- At vinde Johan Hansens  mindepris var den perfekte start på 2020.  Januar bød også på træningslejr og svømmestævne med landsholdet i USA. Det var lærerigt og jeg vandt også en tredjeplads til mit første stævne i USA, fortæller Helena i et nyligt udsendt sponsorbrev.

Fra USA gik turen til Sydafrika, hvor hun i februar var på træningslejr med nogle af landsholdskammeraterne.

- Sydafrika var endnu en fantastisk oplevelse. Masser af god svømmetræning, dejligt sommervejr og en safaritur med de andre svømmere, fortæller Helena, som følger sig priviligeret ift. de mange gode oplevelser hun trods alt nåede at få inden Danmark og resten af verden i marts lukkede ned.

Optimismen lever

Den 11. marts ændrede hverdagen sig markant for Helena. Hjemmeundervisning og begrænsede muligheder for træning, stillede nye krav til den talentfulde svømmepige. Da Helena er en af de svømmere, som er tæt på OL-kravet var hun dog berettiget til fortsat at kunne træne. Derfor blev en del af tiden brugt i Holstebro Badeland. I modsætning til normalt var hun dog helt alene i bassinet - dog var der for sikkerhedens skyld en holdkammerat på kanten, som agerede livredder.

Det mentale fokus

- Det var selvfølgelig lidt mærkeligt ikke at kunne træne sammen med de andre, men jeg har også tænkt, at udskydelsen af OL skulle ses som en mulighed for mig til at få mere erfaring og blive mere moden. Derfor har jeg ikke skåret ned på min træning, men hele tiden forsøgt at se det positive i situationen, siger Helena, som blandt andet har fået hjælp til at holde det mentale fokus af sportspsykolog Nikolaj Bonde Korsgaard, som hun gennem Holstebro Elitesport arbejder med qua sin status som "Made In Holstebro"-talent.

Samarbejdet med Nikolaj Korsgaard startede allerede for cirka 5 år siden, da Helena gik i Sportsklassen på Nørre Boulevard Skolen. Derfor har sportspsykologen efterhånden et ganske godt kendskab til Helenas stærke og svage sider.  

- Hvis jeg skal fremhæve noget, som gør Helena særligt stærk ift. eksempelvis det tomrum, der kan opstår for mange atleter ifm. Corona, så er det, at hun har et højt energiniveau, et godt humør og så tager hun tingene rimeligt umiddelbart, siger sportspsykkolog Nikolaj Bonde Korsgaard og fortsætter

- Helena spørger ikke: "Hvorfor skal jeg træne ?", men er mere obs på "Hvorfor skal jeg holde fri ?". Så hendes træningsmentalitet er ret unik og gør, at hun hele tiden er hårdt arbejdende og vedholdende. Denne træningsmentalitet gør også, at hun er meget omstillingsparat og ifm. Corona har hun selv fundet nye muligheder for at udvikle sig. Hun har blandt andet arrangeret ministævner, arbejdet med visualisering og har fundet nye træningsfællesskaber. Det gør, at hun er i stand til fortsat at opretholde motivationen på trods af de svære betingelser, kommer det afsluttende fra Nikolaj Bonde Korsgaard.

Tilbage