Medaljeregn over Pagaj

15. august 2023

Kajakklubben Pagajs talenter tog godt for sig af medaljerne ved de nordiske mesterskaber.

Pagajs hold til NM: Fra venstre William Åkerlund, David Nørgaard Jensen, Caroline Alsøer, Sune Jensby, Gry Hunskjær Wilholm, Hannah Stoubæk, Karen Stoubæk og træner Søren Maretti Pagajs hold til NM: Fra venstre William Åkerlund, David Nørgaard Jensen, Caroline Alsøer, Sune Jensby, Gry Hunskjær Wilholm, Hannah Stoubæk, Karen Stoubæk og træner Søren Maretti

Silkeborg  var i den forgangne weekend hjemsted for de nordiske mesterskaber i kajak for aldersgrupperne U16, U18 og U21. 

Mesterskaberne foregik i disciplinerne 200m, 500 m, 1000 m og 2500/5000 m i både enerkajak, toerkajak og firekajak. Hvert land må stille med 12 piger og 12 drenge i hver aldersklasse. 

Kajakklubben Pagaj havde i år et rekordstort hold på 7 roere og Pagajs roere beviste, at de var udtagelsen værdig.

Cheftræner i Pagaj Søren Maretti gjorde efter weekenden status over Pagajroernes indsats.

- Alle gjorde det godt og der var medaljer til både U16 og U21-roerne. Særligt U16-roerne tog for sig af medaljerne, da vi havde roere med i 18 af de 20 U16-finaler. Jeg er vildt imponeret og stolt af roerne, kom det efter weekenden fra cheftræner Søren Maretti.

Medaljetagere

  • Sune Jensby Andersen U16: 5 guld, 1 sølv, 1 bronze
  • Caroline Alsøer U16: 6 guld, 1 sølv
  • Gry Hunskjær Silholm U16: 4 guld, 1 sølv
  • Karen Stoubæk U16: 3 guld, 3 sølv
  • David Nørgaard Jensen U16: 1 guld, 2 sølv, 1 bronze
  • Hannah Stoubæk U21: 1 guld, 1 bronze
  • William Åkerlund U21: 1 bronze

En af de helt store medaljetagere var 15-årige Sune Jensby Andersen fra Struer. Sune gjorde rent bord i enerkajak, da han vandt samtalige discipliner.

Søren Maretti er imponeret af den unge roer.

- Sune bor i Struer og har pendlet til Vandkraftsøen hver dag efter skole i de seneste tre år. Han misser ingen træninger, er seriøs og meget dedikeret. Det er dejligt, at hans store træningsflid også belønnes på resultatsiden, kommer det fra Søren Maretti, som kan glæde sig over, at hverdagen i dette skoleår bliver lidt lettere for Sune, som netop er startet på Idrætsefterskolen Lægården og er blevet tilknyttet Holstebro Elitesport.  

Olympic Hopes venter forude

De gode resultater for Pagaj roerne giver begrundet håb for, at flere af roerne fra Pagaj i denne uge får en invitation til verdens største ungdomsregatta Olympic Hopes, som afholdes i Poznan i Polen i september måned. 

 

Tilbage