Håndboldcamp på Idrætsefterskolen Lægården

19. oktober 2022

Rammen er sat, trænerne er klar, ligaspillere- og 1. divisionsspillere er klar. Kort sagt alt er klart til at modtage 35 forventningsfulde U13-spillere, når TTH Holstebro, Holstebro Håndbold og Holstebro Elitesport fløjter op til 2 dage fyldt med håndbold, glæde og fællesskab.

Glade deltagere fra håndboldcampen 2021 Glade deltagere fra håndboldcampen 2021

De tre samarbejdspartnere: TTH Holstebro, Holstebro Håndbold og Holstebro Elitesport havde premiere på fælles håndboldcamp sidste år i efterårsferien. Det blev så god en oplevelse, at de nu gentager succesen efter mod nogenlunde samme koncept som sidste år.

I morgen torsdag den 20. oktober går det løs. Her tjekker 35 håndboldspillere i alderen 11-12 år ind på Lægården og herefter står den på håndbold og alt hvad der ellers hører til at være sammen på en 2-dages camp.

De to ”lejrchefer” Anders Høj fra TTH Holstebro og Søren Nørgaard fra Holstebro Håndbold glæder sig til endnu engang at stå i spidsen for campen.

- Sidste år var et forsøg fra vores side, men de gode tilbagemeldinger og de mange smil og glade ansigter, vi mødte i løbet af de to dage, gjorde at vi ret hurtigt var enige om, at det skulle vi da bare prøve igen, siger Anders Høj, som bakkes op af Søren Nørgaard

- Det var en virkelig god oplevelse at prøve at arbejde med børn i den her aldersgruppe. Normalt er vi trænere for unge fra U17 og op, men den umiddelbare glæde og begejstring man møder hos den her aldersgruppe, giver altså motivation og lyst til mere, kommer det fra Søren Nørgaard.

Sidste år var det primært lokale håndboldbørn, som havde meldt sig til. I år er det en god blanding af lokale samt en stor gruppe fra Skive, Viborg og Rødkærsbro.

For elite- og talentkonsulent Gitte Skoubo fra Holstebro Elitesport er det overraskende, men også dejligt, at der er spredning i forhold til klubtilhørsforhold.

- Det betyder, at der er mulighed for at knytte venskaber på tværs af klub- og bygrænser. Det er et af formålene med vores camp. At knytte venskaber og skabe fællesskaber. Det er det som gode idrætsoplevelser kan, og det vil vi meget gerne være med til at understøtte. Jo flere gode oplevelser man har indenfor sin idræt – jo større er sandsynligheden for, at man bliver ved med at dyrke den, siger Gitte Skoubo, som også glæder sig over den velvilje, som campen har mødt fra Idrætsefterskolen Lægården.

- Rammerne på Lægården er helt perfekte. Vi har både haller, køkkenet og mulighed for overnatning. Det er dejligt, at Lægården på den her måde bakker op og understøtter lokale aktiviteter, siger Gitte Skoubo.

Tilbage