OL-svømmer i mål som student

21. juni 2021

Det er ikke kun i bassinet, at Helena Rosendahl Bach fra Holstebro Svømmeclub præsterer. I dag kom studenterhuen også i land med et fornemt 12-tal.

Et af Holstebro Elitesports hovedformål er at skabe optimale rammer for, at atleterne kommer i mål med både uddannelse og sport. Helena Rosendahl Bach har siden 2014 været tilknyttet Holstebro Elitesport. Da startede hun nemlig som sportsklasseelev på Nørre Boulevard Skolen og siden som HHX-elev på Uddannelsescenter Holstebro. På Uddannelsescenter Holstebro har hun udnyttet, at hun også var Team Danmark elev. Dermed har hun nemlig haft mulighed for at tage sin ungdomsuddannelse over 4 år. Som svømmer på internationalt topplan har det været dejligt for den travle svømmer, at have den mulighed.

- At jeg har kunnet tage min ungdomsuddannelse over 4 år, har gjort, at min hverdag blev knapt så presset. Det har jeg været meget glad for, siger Helena Rosendahl Bach, som i dag blev Holstebro Elitesports første student anno 2021.

I dag satte hun et definitivt punktum for tiden som ungdomsuddannelseselev. Et punktum som blev sat med topkarakter i faget dansk.

For hovedpersonen selv var dagen i dag en festdag, og en dag hun havde glædet sig til.

- Det er fedt at være færdig. Nu kan jeg have fuld fokus på svømning, så det bliver dejligt, at jeg kun skal koncentrere mig om det. Jeg glæder mig helt vildt til at komme til Tokyo, kom det fra dagens glade studine.

Der blev skålet i dag på Uddannelsescenter Holstebro, men for den dedikerede og travle svømmer, bliver der ikke tid til så meget hestevognskørsel og fejring. Allerede torsdag går turen mod Rom, hvor hun i weekenden deltager i et internationalt svømmestævne forud for OL.

Tilbage