Kom på håndbold camp i efterårsferien

25. august 2022

Få sjov håndboldtræning og lær nye håndboldfinter, når Holstebro Håndbold, TTH Holstebro og Holstebro Elitesport inviterer alle U13-håndboldspillere til efterårscamp på Idrætsefterskolen Lægården fra torsdag den 20.oktober kl. 11.00 til fredag den 21.oktober kl. 15.00.

Glade håndboldspillere fra sidste års camp Glade håndboldspillere fra sidste års camp

Holstebro Elitesport, TTH Holstebro og Holstebro Håndbold havde sidste år premiere på en fælles efterårscamp. De gode erfaringer var i den grad værd at bygge videre på, så derfor er der endnu engang lagt op til masser af håndboldsjov, finter og muligheden for at få nye håndboldkammerater, når campen løber af stablen i efterårsferien.

Sidste år stod blandt andre Maja Edling og Magnus Bramming klar til at lære hele regionens håndboldtalenter øvelser og gode fifs - og profilerne melder sig klar til endnu en omgang håndboldcamp. Det gør de i samspil med klubbernes ungdomstrænere, Anders Høj fra TTH Holstebro og Søren Nørgaard fra Holstebro Håndbold.

De to trænere og spillerne glæder sig til at se en masse håndboldglade U13-spillere på Idrætsefterskolen Lægården. Udover en række gode timer på håndboldbanen vil der også være andre sjove aktiviteter på programmet.

Søren Nørgaard er en af initiativtagerne bag campen, og han ser frem til et par hæsblæsende dage med de unge håndboldspillere.

- Det primære mål med campen er, at deltagerne skal have det sjovt samtidig med, at de får nogle gode håndboldoplevelser sammen med andre jævnaldrende. Fællesskabet er det vigtigste på campen og hvilket bedre sted at være sammen end på Idrætsefterskolen Lægården. Faciliteterne er helt i top og mulighederne for at udvikle sig er unikke. Holstebro Håndbold ser frem til at afvikle campen i fællesskab med TTH Holstebro.

Anders Høj fra TTH Holstebro ser også frem til nogle sjove dage på Idrætsefterskolen Lægården.

- Den stemning vi oplevede og de gode tilbagemeldinger, vi har fået fra sidste års deltagere og deres forældre, bekræfter os i, at campen er en god ide. Vores mål var at give de unge spillere nogle gode håndboldminder. Det er også vores mål i år, så vi trænere og spillerne vil gøre vores ypperste for, at deltagerne endnu engang får et par gode efterårsdage med masser af sjove og spændende aktiviteter, lover Anders Høj fra TTH Holstebro.

Det koster kr. 400,- at komme med på efterårscampen og billetter kan købes på: https://www.place2book.com/da/sw2/sales/orrzofx80q

 

Tilbage