3 Made In Holstebro-roere er inviteret ind i landsholdsvarmen

28. oktober 2020

Trine Dahl Pedersen var allerede en del af træningsmiljøet i Danmarks Rocenter. Nu får hun selskab af klubkammeraterne: Magnus Zier Quist Rathenborg, Magnus Valbirk og Kaare Mortensen.

På billedet er det fra venstre: Magnus Zier Quist Rathenborg, Magnus Valbirk og Kaare Mortensen På billedet er det fra venstre: Magnus Zier Quist Rathenborg, Magnus Valbirk og Kaare Mortensen

De gode historier står i kø i øjeblikket i Holstebro Roklub. Klubben vandt for nylig et utal af medaljer ved U19- og senior-DM og blev ved sidstnævnte lejlighed tilmed kåret som Danmarks stærkeste klub.

I slutningen af august måned havde Holstebro Roklub ikke mindre end 5 roere til udviklingssamtaler hos Danmarks Rocenter. Målet var at vurdere, hvorvidt de var klar til at blive indlemmet i Danmarks Rocenters træningsmiljø. At blive indlemmet i Danmarks Rocenters træningsmiljø vil sige, at man kommer til at indgå i den danske bruttotrup. Roerne, som er i den danske bruttotrup, har alle potentialet til at blive udtaget til de landsholdsbåde, som skal repræsentere Danmark ved VM og OL.

For de tre klubkammerater fra Holstebro betyder det konkret, at de alle er et skridt nærmere på deres ultimative drøm om at komme til OL. Magnus Zier Quist Rathenborg var da også glad, da han fik beskeden om, at han sammen med Magnus Valbirk og Kaare Mortensen nu er blevet en del af det fornemme selskab:

- At blive en del af træningsmiljøet i Danmarks Rocenter har altid været et mål for mig. Det er det, jeg har trænet så hårdt på i rigtig mange år. Da vi allerede har været en del af U23-landsholdet har vi snuset lidt til miljøet, men det bliver fedt at skulle træne med de dygtigste roere i Danmark og også have adgang til flere eksperter end, vi har i dag. Jeg er super glad, og håber, at dette kan blive afsættet til, at jeg på sigt bliver så god, at landstræneren udtager mig til en af landsholdsbådene, siger en glad Holstebro roer.

Magnus indgår sammen med sine to holdkammerater i en udviklingsgruppe, mens deres kvindelige klubkammerat Trine Dahl Pedersen er et skridt foran drengene, idet hun allerede i flere år været en del af det danske landshold, hvor hun ror dametoer sammen med Nina Hollensen.

Nils Henrik Stene har gennem flere år arbejdet med Holstebro roerne. Som ungdomslandstræner har han et indgående kendskab til de danske rotalenter.

- Talentudviklingsarbejdet i Holstebro Roklub har været/er uden sammenligning. De tre roere, som vi nu indlemmer i Danmarks Rocenter, er alle et produkt af det gode og langsigtede arbejde, vi ser i Holstebro. Næste år bliver speciel for roning, idet der både skal afvikles VM og OL. Her ser vi i første omgang primært de tre roere som mulige kandidater til VM, siger ungdomslandstræner Nils Henrik Stene fra Danmarks Rocenter.

De 4 roere fra Holstebro Roklub er alle ”Made In Holstebro”-roere. De studerer alle i København, men alle føler et stærkt bånd til klubben i Holstebro, og er stolte af at stille op i den blå-røde trikot, som signalerer, at de kommer fra Holstebro Roklub.

Hos Holstebro Roklub modtog man da også beskeden om udtagelsen af 3 nye roere til Danmarks Rocenter med glæde.

Søren Madsen, som er træner i Holstebro Roklub, var både stolt af roerne og begejstret på klubbens vegne.

- De tre roere og i øvrigt alle de unge roere, vi arbejder med, er seriøse, dedikerede og meget målrettede. At vi nu har 4 roere med i Danmarks Rocenter viser mig, at det træningsmiljø og fællesskab vi har opbygget i klubben, er et godt afsæt i forhold til at udvikle roere, som kan og vil begå sig både nationalt og internationalt.
Fra klubbens side vil vi fortsat arbejde på at støtte op om alle klubbens roere. Uanset om de bor i nabolaget eller i København. Vi er stolte af de flotte resultater, vi allerede har opnået, men det får os ikke til at hvile på laurbærrene. Hvis vi skal bevare status som Danmarks stærkeste klub kræver det kontinuerligt hårdt arbejde og fuld fokus, kommer det fra Søren Madsen, som i sin aktive karriere selv var en del af Danmarks Rocenter og en del af den berømte ”Guldfirer”.

Tilbage

keyboard_arrow_up